Frisk CHEESECAKE med hyldeblomst

Jeg har aldrig rigtig smagt eller eksperimenteret med cheesecakes før jeg prøvede smagsløjer‘s opskrift. Med udgangspunkt i den har jeg lavet en 5-6 cheesecakes, som hver gang har haft et præg af det ene eller andet, og er nu ændret end del fra den oprindelige. Denne her er dog min “aller ynglings”. Jeg har lavet bunden af mine kammerjunker og chokolade, selvfølgelig. Toppen smager virkelig af sommer med både kernemælk, citron og hyldeblomst! Når du først har prøvet denne, så bliver det en genganger – tro mig.
Da jeg lavede denne kage på billedet den anden dag, var jeg virkelig i mit “hygge-mode”, og jeg troede lige, at jeg havde købt alt ind, som skulle bruges … men var der kun 3 blade husblas? Det tror jeg vist lige. Jeg var naiv nok til at tro, at det nok skulle gå, men det nåede desværre ikke at sætte sig 100%! Så husk at bruge 4 blade! Den smagte dog stadig himmelsk, så det var kun det visuelle som manglede ;)
Cheesecake med hyldeblomst
18 cm springform // 4 personer
200 g. philadelphia flødeost
1/2 citron el. appelsin (skal + saft)
25 g. flormelis
25 g. rørsukker
1/16 tsk. vaniljepulver (kornene fra 1/2 vaniljestang)
1,5 dl. yoghurt
3 dl. kernemælk
4 blade husblas
5-6 spsk. koncentreret hyldeblomst
50 g. chokolade
200g. kammerjunker (1/2 portion)
- Lav 1/2 portion kammerjunker (form dem blot i 6-7 kugler, da de alligevel skal smuldres)
- Varm 1 dl. kernemælk op med rørsukker
- Kom vaniljen i
- Læg husblassen i koldt vand i 5-10 min
- Tag gryden af blusset og rør husblassen i
- Rør kernemælk og yoghurt i gryden så det får lidt varme
- Hæld blandingen i en skål og kom den finthakkede citronskal og hyldeblomst i
- Rør flødeost, citronsaft og flormelis sammen i en skål
- Rør begge blandinger sammen til en ensartet masse
- Smelt chokoladen
- Knus kammerjunkerne og bland med den smeltede chokolade
- Beklæd en springform og mas kammerjunkeblandingen i bunden af formen med en flad genstand, så overfladen er jævn (fx. med en kop)
- Hæld den flydende masse over
- Stil kagen i køleskabet i minimum 3-4 timer
Velbekomme!